Halvsløj generalprøve

Varde holdet leverede en halvsløj indsats i den sidste testkamp inden turneringsstarten næste weekend mod Odder. På en tung græsbane ved Helle Hallen måtte holdet indkassere et nederlag på 3-1 til Bora Zivkovic´s tropper fra FC Sydvest 05 Tønder.

Varde lagde ellers bedst ud og bragte sig fortjent foran 1-0 efter 18 minutters spil, da Mikkel Rohdes frisparksbold blev rettet af og snød gæsternes keeper.

Herefter overtog sønderjyderne på mere energi styringen af kampen og især det sidste kvarter af halvlegen kom holdet frem til flere store chancer godt hjulpet af et vakkelvorent Varde defensiv. Udligningen faldt efter 35 minutters spil, da opdækningen fejlede ved et hjørnespark, som blev headet direkte i mål. Blot 5 minutter senere bragte sønderjyderne sig foran 2-1, da et skud fra distancen tog indersiden af stolpen og trillede over stregen.

FC Sydvest fortsatte dominansen efter pausen, og bragte sig på 3-1 efter 7 minutters spil, hvor Varde forsvaret igen var alt for afventende. Midt i halvlegen var gæsterne tæt på 4-1, da en følt afslutning ramte undersiden af overliggerent, men til Vardes held røg ned på den rigtige side af målstregen.

Mod slutningen af kampen fik Varde igen bragt lidt mere energi ind i opgøret, men rigtig tæt på reducering kom holdet dog ikke.

Skuffende indsats, hvilket cheftræner Søren Pallesen da heller ikke lagde skjul på efter kampen. “Tilsyneladende havde flere af spillerne svært ved at vænne sig til den slags fodbold, der spilles på rigtig græs tidlig på året. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi prøvet at spille på en rigtig græsbane inden sæsonpremieren i Odder, hvor kampen også vil blive spillet på græs”.

Premierekampen mod Odder spilles lørdag kl. 15.00 på Spektrum i Odder.

Matchfacts Varde IF Elite – FC Sydvest 05 Tønder

Resultat: 1-3 (1-2)

1-0 Mikkel Rohde (18.)

1-1 Ukendt (35.)

1-2 Ukendt (40.)

1-3 Ukendt (52.)

Varde: Sune Nissen – Søren Nørgreen (46. Nicolai Andreasen), Kristoffer Sørensen, Victor Wagner, Jesper Svennesen (55. Jeppe Carstensen) – Kasper Køhlert (46. Daniel Eugster), Niklas Fyhn, Jonas G. Hansen, Mikkel Rohde – Morten Smidt, Esben Lauridsen (80. Kasper Køhlert).

 

21. Marts 2015 af Ejgil Gammelgaard