Jesper Svennesen, som har fået et imponerende come back i foråret, leverede igen en flot indsats

Bagud 1-0 og med en mand i undertal efter 75 minutters spil lykkedes det alligevel Varde at hente et enkelt point i onsdagens aftenkamp ude mod Kjellerup på det hyggelige idrætsanlæg, Bjerget. Den ganske underholdende kamp sluttede 1-1 efter en Kjellerup føring ved pausen på 1-0.

I stedet for karantæneramte Rasmus Jessen var Casper Homann tilbage i det centrale forsvar, mens Rene Deigaard var valgt til angrebet på bekostning af Rasmus Harm. Ellers var startopstillingen den samme som i sidste weekends opgør mod FC Svendborg.

Selv om Varde spillerne fik en stressende start på turen til Kjellerup, da den bestilte bus udeblev, og man måtte klare turen i privatbiler var Varde holdet spilstyrende det første kvarter af kampen, og efter 10 minutters spil var Morten Smidt tæt på at bringe Varde i front, men desværre gik hans afslutning lige forbi mål.

Efter et kvarters spil kom Kjellerup mere med i kampen, og især den tidligere landsholdsspiller Thomas Røll og topscorer Patrick Nielsen voldte Varde holdet problemer i resten af halvlegen. Føringsmålet faldt efter 18 minutters spil på hovedstød ved netop Patrick Nielsen, hvor Varde defensiven ikke fik clearet efter et hjørnespark.

Efter godt en halv times spil var Jesper Brinck millimeter fra at bringe balance i regnskabet. På et godt indlæg fra Morten Smidt headede Brinck på mål, men det lykkedes Oliver Rosengren i Kjellerups mål, at parere bolden op på undersiden af overliggeren, hvorfra den sprang ned på den forkerte side af stregen. Blot et par minutter senere var Kjellerup tilsvarende tæt på i den anden ende, hvor Morten Krogh ramte stolpen.

Alt i alt var pausestilingen på 1-0 til Kjellerup i orden, da Varde holdet ikke for alvor kom op i gear, og tempoet simpelthen var for lavt.   

Selv om Varde i pausen måtte udskifte en knæskadet Søren Nørgreen med Jonas Sømmerly var det et langt mere determineret Varde hold vi fik at se i 2. halvleg. Esben Lauridsen var tæt på at udligne allerede efter 5 minutters spil af halvlegen, og 3 minutter senere var det Morten Smidts tur, men hans forsøg efter en glimrende frispilning fra Esben Lauridsen blev med besvær reddet af Kjellerups målmand.  

Herefter bød kampen ikke på de oplagte målchancer indtil dommeren med godt et kvarters spilletid igen mente, at det var på tide at bringe sig i fokus. Til alles overraskelse fik Vardes målmand Tommy Ladefoged direkte rødt, efter er fredeligt puf til Kjellerups Morten Langg, som havde begået et frispark mod Tommy Ladefoged og herved pådrog sig en advarsel. Dette tvang Varde-bænken til at pille Morten Eggert ud af kampen, at sætte reservekeeper Marc Simested på mål.

Selv med 10 mand mod 11 fortsatte Varde med at have initiativet kampen ud, og 3 minutter efter udvisningen udlignede Morten Smidt fortjent på et straffespark begået mod indskiftede Rasmus Harm. I den resterende del af kampen havde begge hold en enkelt mulighed hver for at afgøre kampen til egen fordel, men ellers var de sidste 10 minutter præget af  mange spilstop og næsten endnu flere advarsler. Uden at kampen på nogen måder kan betegnes som en hårdt spillet af slagsen blev der i alt uddelt 9 advarsler, hvoraf de 6 faldt indenfor de sidste 10 minutter.

Kampen sluttede således ganske pasende 1-1, hvor Varde-holdet skal roses for stor moral, efter indsatsen efter pausen.

Med pointstabet gled Varde en enkelt plads ned i tabellen, da Thisted hjemme slog Lindholm 2-1. Netop Thisted gæster Sydbank Stadion på lørdag, hvor kampen fløjtes i gang kl. 15.00.

Matchfacts Kjellerup – Varde:   

Resultat 1-1 (1-0)

1-0 Patrick Nielsen (18.)

1-1 Morten Smidt (77. str.)

Dommer: Michael V. Jensen

Varde: Tommy Ladefoged (74. udvist) – Steffen Silberbauer, Søren Nørgreen (46. Jonas Sømmerly), Casper Homann, Jesper Svennesen – Morten Eggert Nielsen ( 75. Marc Simested), Kasper Køhlert, Jesper Brinck, Esben Lauridsen – Rene Deigaard (66. Rasmus Harm) og Morten Smidt.

Ikke benyttet: Stephen Jørgensen

Advarsler Varde: Morten Smidt (40.), Rasmus Harm (68.) og Jonas Sømmerly (90.)

 

24. Maj 2012 af Ejgil Gammelgaard 

 

 

 

       

      

     

 

Comments are closed.