Gedigen holdindsats bragte Varde tættere på 2. division

På en solid holdindsats og et stort spillemæssigt overtag gennem samtlige 90 minutter kunne Varde yderst fortjent sætte yderligere 3 points på kontoen lørdag eftereftermiddag, hvor Aabyhøj i egen hule blev besejret med 3-0, efter 0-0 ved pausen.

Anfører Søren Nørgreen var tilbage i det centrale forsvar i stedet for Rasmus Svennesen, men ellers var startformationen den samme som i sidste lørdags kamp mod AaB.

Fra første fløjt satte Varde sig på spillet, og ikke mindst de første 30 minutter blev hjemmeholdet presset i bund. I denne periode tilspillede Varde sig flere oplagte muligheder, men ikke mindst Steffen Andersen, som iøvrigt leverede flot arbejdsmæssig indsats, havde glemt den skarpe kniv i skuffen, og brændte et par store direktører. Varde havde nemt ved at iscenesætte begge kanter, og der var indlæg “en masse” i feltet, uden at det afstedkom scoringer.

I det sidste kvarter af 1. halvleg kom aarhusianerne lidt mere med i spillet og holdets eneste forsøg igennem hele kampen faldt da også i denne periode,  men afslutningen røg en meters penge forbi Sune Nissen i Varde målet, som havde en ualmindelig stille dag på kontoret.

Thomas Warmer
Thomas Warmer leverede igen en super energisk indsats på den centrale midtbane

Stillingen ved pausen var således 0-0, men Varde burde have afgjort kampen indenfor de første 45 minutter.

De første 20 minutter af 2. halvleg var en mere rodet affære, men stadigvæk med Varde i den spilstyrende rolle. Kasper Køhlert blev spillet fri på kanten efter 58 minutters spil, men i stedet for at tage chancen selv, valgte han at spille på tværs, men desværre var adressen på indlægget ikke godt nok, og ingen Varde spillere fik afsluttet på muligheden.           

Midt i halvlegen valgte Varde-staben at udskifte Steffen Andersen, som lænede sig op af sit andet gule kort, med Jesper Lund, som straks bragte sig i fokus. Efter blot 2 minutter på banen blev Lund hægtet i feltet, og kampens dommer pegede straks på straffesparkspletten, men bedømt udefra hørte det til én af de mere tvivlsomme af slagsen. Jesper Lund eksekverede selv usvigeligt sikkert og bragte Varde på sejrskurs.

Med målet mistede værterne det sidste håb om gevinst, og resten af kampen forløb 100% på Vardes præmisser. Indskiftede Jeppe Carstensen øgede til 2-0 med et kvarter tilbage af kampen, da han afsluttede et glimrende angreb med at sparke bolden forbi Aabyhøjs keeper. Angrebet blev kreeret i højre side, hvor Rasmus Harm fra kanten spillede Simon Matras, som igen spillede Jesper Lund, der i stedet for selv at forsøge en afslutning spillede Jeppe Carstensen helt fri i feltet.

I næstsidste minut kronede Rasmus Harm en stor arbejdsmæssig indsats med sin scoring på hovedstød til 3-0. Igen startede angrebet i højre side, hvor Simon Matras´s indlæg lige netop passerede et par Varde spillere i feltet, men på indlægget fra venstre side af Jesper Svennesen viste Harm ingen nåde, og scorede til slutresultatet 3-0.

Solid indsats af hele holdet kampen igennem, hvor der reelt set var tale om klasseforskel. Forsvaret var igen fuldstændig dirkefrit, og præsterede det 6 clean sheet i forårets 8 kampe. Midtbanen var total dominerende kampen igennem, og kun den manglende skarphed var grunden til, at vi skulle helt hen til den sidste fjerdedel af kampen inden målene indfandt sig.

Da Kjellerup i denne spillerunde tabte 1-0 til Hobro, mens Lindholm måtte nøje smed 2-2 mod VRI har Varde nu et forspring på 8 points ned til nr. 2 og 9 points ned til nr. 3 i rækken med kun 5 spillerunder tilbage. Selv om oprykningen endnu ikke er sikret, må det erkendes, at forudsætningerne efterhånden er super gode, og at meget skal gå galt, såfremt det ikke skal lykkes.

I næste runde har Varde besøg af Vejgaard B, som en tilværelse i bunden af rækken. Kampen afvikles lørdag eftermiddag kl. 15.00 på Sydbank Stadion.

Matchfacts Aabyhøj IF – Varde

Resultat: 0-3 (0-0)

0-1 Jesper Lund (str. 65.)

0-2 Jeppe Carstensen (75.)

0-3 Rasmus Harm (89.)

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert (73. Simon Matras), Mikkel Knudsen, Thomas Warmer, Martin Thomsen (71. Jeppe Carstensen) – Steffen Andersen (63. Jesper Lund), Rasmus Harm.

Advarsler Varde: Søren Pallesen (40.), Steffen Andersen (41.) og Kristoffer Sørensen (63.).

 

10. Maj 2014 af Ejgil Gammelgaard