Fortjent sejr over Kolding IF

At Varde spillerne langt fra er gået på ferie selv om nedrykningen er en kendsgerning blev tydeligt demonstreret lørdag eftermiddag på Sydbank Stadion, hvor hjemmeholdet vandt en fortjent sejr over Kolding IF. Sejren blev på 2-1, men burde set ud fra antallet af chancer have været et par mål større.

Varde stillede op i en 4:1:4:1 formation med Mikkel Knudsen på den defensive midtbane og Michael Rødgaard alene i front. Jesper Lund gled ind et det centrale forsvar i stedet for karantæneramte Victor Wagner, mens Nicolaj Andreasen var tilbage på højre back. Hermed var Jonas G. Hansen tilbage på midtbanen, mens Daniel Eugster erstattede Kasper Køhlert på højrekanten.

De første 45 minutter var en forholdsvis lige affære med meget få målchancer. Gæsterne havde fordel af den kraftige medvind, og havde et lille spillemæssigt overtag, mens Varde havde de farligste forsøg.

Morten Friis stod for Kolding IF´s eneste reelle forsøg i 1. halvleg, da han efter ca. 10 minutters spil fra kanten af feltet kanonerede bold forbi mål. Vardes første mulighed faldt efter 24 minutters spil, da Jonas G. Hansen afsluttede i sidenettet efter godt oplæg fra Michael Rødgaard. Kort før pausefløjtet var Mikkel Knudsen tæt på, men hans forsøg blev snuppet af Kolding IF´s keeper Nicolaj Christensen.

Varde kom langt bedst ud efter pausen, og dominerede halvlegen bortset fra de sidste 5 minutter, hvor Kolding IF forsøgte at hente det ene point med en kraftig offensiv.

Målet til 1-0 faldt efter 51 minutters spil, da Jesper Lund med en fremragende diagonalaflevering fandt Esben Lauridsen, som trak sig fri af sin modstander og sikkert scorede til Varde føring på 1-0. Kolding IF´s Mads Zederkof var dog tæt på at bringe balance i stillingen 5 minutter senere, men hans afslutning fra fri position om end en spids vinkel røg heldigvis på tværs af målet.

Få minutter senere gjorde Jeppe Carstensen det til 2-0 på et rigtigt energimål, hvor han opsnappede en kontra fra Kolding IF keeperen, og efterfølgende let kunne trille bolden i mål. I de efterfølgende minutter kom Varde frem til et par gode forsøg til at øge føringen, men i begge tilfælde lykkedes det keeperen at snuppe skudforsøgene fra Daniel Eugster.

I stedet lykkedes det Kolding IF at reducere ud af det ganske ingenting. Jørgen Simon Jørgensen tabte et ufarligt indlæg fra midten af banen, og fluks var Justice John Erhenede over bolden, og kunne score i det tomme mål.

Varde spillerne lod sig dog ikke gå på af modgangen, og med et kvarter tilbage af kampen havde hjemmeholdet adskillige forsøg til at lukke kampen. Først blev Michael Rødgaard spillet fri i dybden af Jeppe Carstensen, men det lykkedes keeperen at redde Rødgaards afslutning. Minuttet efter var Esben Lauridsen igen tæt på med et godt skudforsøg inden Rødgaard fik en ny chance i fri position, men igen lykkedes det keeperen at klare frisag.

I de sidste minutter satte Kolding IF alt på et bræt, men udover et par hjørnespark kom holdet ikke frem til de oplagte muligheder. Derimod havde Michael Rødgaard en god mulighed i starten af tillægstiden, men hans afslutning røg over mål.

Hele vejen rundt en flot indsats af Varde spillerne, som fik sig revancheret for den lidt tamme indsats – især i 1. halvleg – i Tønder i onsdags. I dagens kamp var Varde spillerne mere aggressive end Kolding IF spillerne og kom generelt med mere energi. På trods af et par store afbrændere imponeres man mere og mere af Michael Rødgaard. Stort set alle nærkampe vindes, og han er stort set umuligt at pille bolden fra, når han har fået den under kontrol.

Holdets næste kamp er på lørdag, hvor holdet møder et af forårets allerbedste hold, Middelfart, som efter en håbløs efterårssæson har fået kontakt med holdene omkring nedrykningsstregen. Kampen spilles på Middelfart Stadion lørdag kl. 15.00.

Matchfacts Varde IF Elite – Kolding IF     

Resultat: 2-1 (0-0)

1-0 Esben Lauridsen (51.)

2-0 Jeppe Carstensen (61.)

2-1 Justice John Erhenede

Tilskuere: 145

Dommer: Allan Staal

Varde: Jørgen Simon Jørgensen – Nicolaj Andreasen, Jesper Lund, Jesper Svennesen, Mikkel Rohde – Mikkel Knudsen – Daniel Eugster (75. Martin Thomsen), Jonas G. Hansen, Jeppe Carstensen, Esben Lauridsen – Micheal Rødgaard (90. +2) Claus Jessen).

Ikke benyttet: Sune Nissen og Søren Pallesen.

Advarsler: Søren Zachariassen, Kolding IF  (45.)

 

6. Juni 2015 af Ejgil Gammelgaard