Varde sikrede sig 3 points i søndagens udekamp mod AaB. Den intense og ganske velspillede kamp sluttede med en fortjent 3-1 sejr efter pausestillingen 1-1, og hermed lykkedes det efter mere end 11 måneders pause atter for Varde holdet at hente en udesejr. Sidste gang der var fuld gevinst på udebane var den 13. Oktober 2012, hvor Blokhus FC blev besejret med 2-1.

I Thomas Warmers fravær havde trænerstaben valgt Niklas Fyhn til den centrale midtbane ellers var startformationen den samme som i den seneste kamp mod Hedensted.

Varde lagde fra starten et højt pres på aalborgenserne og allerede inden for de første 4 minutter kom Varde frem til 3 afslutninger ved henholdsvis Rasmus Harm (2. minut) og Steffen Andersen (3. og 4. minut).

Det blev dog nordjyderne, der først kom på måltavlen efter godt omstillingsspil, hvor vardenserne appellerede for frispark i stedet for fordel i en off side situationen. På Brian Hellers clearing i feltet blev bolden opsnappet af en AaB spiller midt på banen, som resolut spillede Nikolaj Sørensen fri i dybden, som scorede sikkert, selv om Brian Heller havde hånd på bolden.

Varde spillerne mistede dog ikke momentum og lagde fortsat et højt pres på AaB´erne. Allerede minuttet efter føringsmålet var Steffen Andersen da også tæt på at udligne på et hovedstød, efter et glimrende indlæg fra Rasmus Harm, men desværre sneg forsøget sig lige forbi stolpen.

Aalborgenserne var kun farlige på hurtige omstillinger, men her var de til gengæld særdeles giftige. Midt i halvlegen var det da også tæt på at galt efter en dyb stikning i feltet, men i samarbejde fik Brian Heller og Tobias Jeremiassen reddet kastanjerne ud af ilden.

Søren Pallesen havde omkring den halve time et godt frisparksforsøg fra distancen, hvor Steffen Andersen var tæt på at fiksere AaB´s keeper og 5 minutter senere var Jeppe Carstensen meget tæt på efter et glimrende indlæg fra Rasmus Harm. Desværre sparkede Jeppe lige forbi fra kort afstand.  I det 38. minut slap Kristoffer Sørensen helt fri efter glimrende sammenspil med Jeppe Carstensen, men Kristoffer afsluttede også lige forbi stolpen.

Udligningen faldt i det 42. minut, hvor Jeppe Carstensen resolut udnyttede riposten, efter at keeperen havde reddet et straffespark, begået mod Jeppe Carstensen, fra Søren Pallesen.

Alt i alt en glimrende halvleg af vardenserne, hvor det havde været himmelråbende uretfærdigt, såfremt pausestilingen havde været 1-0 til hjemmeholdet. Presspillet fungere glimrende, og tvang aalborgenserne til udelukkende at spille lange bolde, som var guf for Vardes bagkæde. Offensivt blev der produceret chancer på samlebånd, men igen kneb det med effektiviteten.

Varde mandskabet fortsatte efter pausen, hvor man slap i 1. halvleg. Det gav gevinst allerede efter 3 minutters spil, hvor Tobias Jeremiassen firsttimede et indlæg fra Rasmus Harm ind ved den forreste stolpe. Særdeles flot mål af unge Tobias, som for alvor har bidt sig fast i startformationen. Varde fortsatte med at presse på, men omkring den hele time foretag AaB indenfor et par minutter en 3-dobbeltudskiftning, hvilket bevirkede at kampen skiftede karakter, muligvis i kombination med, at enkelte Varde spillerne begyndte at løbe tør for energi.

Det var nu Varde holdet der blev presset tilbage på banen, og i den resterende del af kampen havde hjemmeholdet mange indlæg i feltet på henholdsvis frispark, indkast og hjørnespark, uden at det dog for alvor blev farligt. Den største mulighed faldt med ca. et kvarters spilletid igen, hvor Brian Heller viste stor klasse, og med en feberredning parerede et godt forsøg fra nært hold til hjørnespark.

I denne periode levede Varde udelukkende på omstillinger, og på en sådan en af slagsen lykkedes det heldigvis Steffen Andersen at lukke kampen på et flot hovedstød efter et indlæg fra Rasmus Harm med 8 minutter tilbage. Herefter kunne Varde stille og roligt køre sejren hjem og i slutminutterne blev der spilletid til alle på bænken.

At sejren var fortjent kan der ikke herske tvivl om, men også en kamp, hvor marginalerne for en gangs skyld faldt ud til Varde spillernes fordel. Havde man ikke fået udlignet lige inden pausen, men i stedet været nede med 0-1 og et brændt straffespark og havde Brian Heller ikke hevet en feberredning op med et kvarter igen, ja så kunne det have gået den modsatte vej.

Hele holdet skal roses for en forbilledlig indstilling og indsats, men især Kristoffer Sørensen, som spillede en fejlfri kamp i midterforsvaret og Søren Pallesen, som spillede sin bedste kamp i Varde trøjen skilte sig en anelse ud. Med sejren avancerede Varde frem til 8. pladsen i tabellen, og kan nu tillade sig at kigge op ad i tabellen.

Holdets næste opgave er førstkommende lørdag, hvor Aabyhøj er gæster på Sydbank Stadion. Kampen spilles ikke som sædvanlig kl. 15.00, men først kl. 16.45 som følge af U-17 landskamp.

Matchfacts AaB – Varde IF Elite:  

Resultat: 1-3 (1-1)

1-0 Nikolaj Sørensen (8.)

1-1 Jeppe Carstensen (42.)

1-2 Tobias Jeremiassen (48.)

1-3 Steffen Andersen (84.)

Dommer: Michael Meling Knudsen

Tilskuere: Ca. 50

Varde: Brian Heller – Tobias Jeremiassen, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Jeppe Carstensen (89. Lennart Borgvardt), Niklas Fyhn, Søren Pallesen, Martin Thomsen (85. Simon Matras) – Steffen Andersen. Rasmus Harm (89. Morten Gregersen).

Advarsel: Martin Thomsen (49.)

 

23. september 2013 Ejgil Gammelgaard

 

Comments are closed.