Forårspremiere – uden tilskuere

Efter nedlukning i efteråret og udsættelse i foråret ruller bolden heldigvis igen på Sydbank Stadion, når DS-holdet 2. Påskekdag med kampstart kl. 15.00 tager imod Odder.

Desværre bliver kampen afviklet uden adgang for tilskuere, men forhåbentlig bliver der snart åbnet op igen.

Mandagens modstander Odder er placeret på den vigtige 4. plads, som lige netop giver adgang til oprykningsslutspillet, mens hjemmeholdet er placeret på næstsidstepladsen med 9 points, 5 points mindre end Odder.

Odder tog hul på forårssæsonen Skærtorsdag, hvor det blev til et nederlag på 2-0 på udebane til Viby.

Hjemmeholdet har den sidste uge afviklet de 2 eneste træningskampe forud for premieren. I den første gang blev det til en 4-0 sejr over DS-mandskabet fra Tjørring, mens det Skærtorsdag blev til et nederlag på 3-1 til Kjellerup, som ligeledes spiller i DS pulje 4. 

Cheftræner Søren Pallesen, som er i gang med sin sidste halvsæson i Varde, ser frem til endelig igen at spille turneringsfodbold: “Efter en lang pause, glæder vi os enormt til at komme  i gang  med et hårdt og spændende forår, der byder på mange kampe på kort tid”.

“Modstandren i forårspremieren Odder, er et rigtig stærkt mandskab, som helt sikkert vil spille med om top 4. Vi har nu mest fokus på os selv, efter et skuffende efterår. Målsætningen for foråret er lysende klar, vi skal redde os i Danmarksserien.  Vi har haft en rigtig god opstart og mange spillere har budt sig godt til, hvilket helt sikkert kommer os til gode i foråret, da vi kommer til at bruge alle mand. Nu gælder det bare om at lade støvlerne tale – og det starter 2. Påskedag, hvor vi håber at alle tre points forbliver i Varde”, slutter cheftræneren.

I vinterpausen har Varde taget afsked med Joachim Puggaard, som er flyttet til København samt Jonas Gejel Hansen, der i foråret tørner ud for EfB. Ind i truppen er kommet Kasper Køhlert fra Tjæreborg IF, som står noteret for 191 kampe for Varde, Peter Brix, som er noteret for 35 kampe for Varde er kommet tilbage fra Viby IF, Andreas Blåholm som er kommet til fra EfB samt Jonas Alsted, som er kommet til fra Bramming Boldklub.

Bortset fra Andreas Blåholm er de øvrige 3 udtaget til truppen, som har følgende udseende: Lasse T. Kristiansen, Kristoffer Sørensen, Vikror Skovby, Søren Jelstrup, Kasper Køhlert, Mikkel Blåholm, Mikkel Rohde, Niclas Holm, Nicolaj Forst, Nikolaj Andreasen, Jonas Alsted, Oliver Hougaard, Peter Brix, Simon Jelstrup, Bogi Høgnason Eriksen samt Rasmus Bornhøft.

 

Den 4. April 2021 af Ejgil Gammelgaard