Forårets første mål sikrede et fortjent point på Campus Road

På en glimrende 1. halvleg, hvor Jonas Alsted efter 465 minutters måltørke scorede forårets første mål hentede et skades-og afbudsramt Varde hold fortjent det ene point i udekampen mod B1913, som endte 1-1.

Trods store udskiftninger i det bagerste forsvar i forhold til sidste weekend´s kamp mod B1909 var defensiven yderst velfungerende med Simon Jelstrup tilbage på højre back positionen, Peter Brix havde overtaget karantæneramte Kasper Køhlerts plads i det centrale forsvar, mens Malthe Kilmark var rykket tilbage på venstre back positionen, hvor han afløste Mathias van Beest, der havde meldt afbud. Midtbanen profiterede godt af at Jonas Alsted var rykket frem på højre kant, mens Burak Bozdemir var flyttet over på venstre kant. 

I 1. halvleg leverede Varde holdet den bedste præstation indtil videre i foråret, og kunne fortjent gå til pausen med føringen på 1-0 på målet efter et kvarters spil ved Jonas Alsted, som omsatte et fremragende indlæg fra Malthe Kilmark til en sikker scoring uden chancer for hjemmeholdets keeper.

Mod slutningen af halvlegen havde Varde yderligere et par muligheder for øge føringen, hvor især langskuddet fra Mads Bonnén var tæt på, men havnede i nettaget. I samme periode havde hjemmeholdet en enkelt god mulighed, men Lasse T. Kristiansen viste som sædvanlig klassen.

Generelt en fremragende attitude fra Varde spillerne i 1. halvleg, hvor der blev gået til makronerne i nærkampene og spillet med stor disciplin. 

Hjemmeholdet lagde et tungt pres på Varde målet fra starten af de sidste 45 minutter og ganske logisk faldt udligningen efter godt 10 minutters spil ved Mads Østergaard, hvor ét af mange hjørnespark blev forlænget til den bagerste stolpe.

I den efterfølgende periode pressede hjemmeholdet fortsat på, men et par gode redninger af Lasse TK holdt Varde inde i kampen og med et par indskiftninger overtog Varde igen kampens momentum det sidste kvarter. Ikke mindst Burak Bozdemir kom frem til flere gode afslutninger i forbindelse med en række hjørnespark, som dog desværre alle røg lige over målrammen. 

Dybt inde i kampens tillægstid var hjemmeholdet tæt på at sikre alle 3 points på et indlæg ind i feltet og et efterfølgende hjørnespark, men det lykkedes Varde defensiven at cleare forsøgene.

Flot præstation af Varde holdet, som lover godt for de næste 2 kampe mod de to andre hold i bundregionen. Fredag aften venter en spændende kamp mod FC Sydvest i Tønder, mens Tarup/Paarup gæster Sydbank Stadion lørdagen efter.                 

Matchfacts B1913-Varde IF:

Resultat: 1-1 (0-1)

0-1 Jonas Alsted (15.)

1-1 Mads Østergaard (57)

Dommer: Ünal Korkmaz

Varde: Lasse T. Kristiansen – Simon Jelstrup, Peter Brix, Martin Thomsen, Malthe Kilmark (67. Kasper Søndergaard) – Jonas Alsted, Mads Bonnén, Lasse Holm, Burak Bozdemir – Simon Matras (75. Søren Hermansen), Niclas Holm.

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft og Nichlas Tange

Advarsler Varde: Mads Bonnén (70.).

Advarsler B1913: David Easter (80.) og Emil Peter Jørgensen (89.).

 

Den 1. Maj 2022 af Ejgil Gammelgaard