Flot indsats sikrede 1 point mod Marienlyst

Efter skuffende indsatser i de 3 seneste kampe lykkedes det igen DS-holdet at finde meloden og sikre sig et fortjent point lørdag eftermiddag på Sydbank Stadion mod BK Marienlyst. Opgøret sluttede 1-1, men med bare lidt held i sprøjten havde hjemmeholdet hentet alle 3 points på store muligheder i slutfasen.

I startformationen var der kun ændringer på midtbanen, hvor Mads Bonnén (central) og Simon Matras (venstre kant) erstattede Lasse Holm og Niclas Holm.

Fynboerne havde et lille spillemæssigt overtag de første 45 minutter, som bød på ret få reelle målchancer, hvor Lasse T.K. havde et par gode redninger efter ca. et kvarters spil på skud fra henholdsvis Mathias Danielsen og Ronny Larsen. 

Hjemmeholdets største mulighed faldt efter godt 20 minutters spil, da Søren Hermansen opsnappede en tilbagelægning midt på fynboernes banehalvdel, men hans afslutning i helt fri position røg desværre over tværribben.

Kort før pausen havde Simon Jelstrup et kanonskud lige over mål inden fynboernes Rune Rasmussen sikrede fynboerne en halvlegsføring på 1-0 på en afslutning fra nært hold, da en hjørnesparksbold blev snittet videre mod bagerste stolpe i målfeltet.

Havde fynboerne et lille overtag før pausen var det til gengæld hjemmeholdet der sad på det meste efter pausen. Chancerne udeblev dog, og først efter indskiftningen af Viktor Wagner og ændring af formationen fra 4:4:2 til 3:5:2 nærmede Varde sig en udligning. Simon Jelstrup fik den første store mulighed et par minutter efter formationsændringen, men Wagners indlæg bagerst i feltet blev ikke ikke omsat efter fortjeneste, men røg forbi mål.

Udligningen til 1-1 faldt med godt 10 minutter igen af den ordinære spilletid, da Viktor Wagner headede Burak Bozdemirs hjørnesparksindlæg i nettet, og dermed scorede det første mål på Sydbank Stadion i foråret. 

I slutfasen kulminerede intensiteten og begge hold gik efter sejren. Hjemmeholdet indkasserede her 4 gule kort, nogle mere berettigede end andre, samtidig med at man kom frem til 3 store muligheder. Med 2 minutter igen af den ordinære spilletid blev Simon Matras spillet helt fri i feltet af indskiftede Kasper Søndergaard, men desværre havnede afslutningen på stolpen. I kampens overtid var først Jonas Alsted tæt på, men hans sidste træk på højre kant blev for langt, og det efterfølgende indlæg derfor ikke præcis nok til 2 frie spillere i feltet. På kampens sidste angreb var Varde igen uhyre tæt på i forbindelse med et frisparksindlæg i feltet, men igen manglede marginalerne/den sidste skarphed.

Set over hele kampen var uafgjort ganske retfærdigt, men skulle kampen have haft en vinder, var hjemmeholdet tættest på efter den intense afslutning.

Der var dog stor tilfredshed i Varde-lejren efter kampen, hvor holdet havde vist noget af det bedste spil i lang tid, og som kampens “man of the match” Jonas Alsted udtalte efter kampen: “Det var en fornøjelse at spille i dag, det har jeg set frem til i lang tid”.     

Med det ene point blev afstanden til FC Sydvest øget til 7 points med 3 kampe tilbage, så det skal gå grueligt galt såfremt Varde ender på den direkte nedrykningsplads.

Holdets næste opgave er mod Hedensted, som med 28 points ligger på 3. sidste pladsen med 6 points mere end Varde.       

Matchfacts Varde IF – BK Marienlyst:

Resultat: 1-1 (0-1)

0-1 Rune Rasmussen (42.)

1-1 Viktor Wagner (79.)

Dommer: Frederik Svendsen

Tilskuere: 75

Varde: Lasse T. Kristiansen – Jonas Alsted, Peter Brix, Martin Thomsen, Simon Jelstrup – Malthe Kilmark (66. Viktor Wagner), Søren Hermansen (79. Kasper Køhlert), Mads Bonnén, Simon Matras – Burak Bozdemir (79. Kasper Søndergaard), Kasper Nissen.

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft og Mathias van Beest.

Advarsler Varde: Kasper Nissen (27.), Mads Bonnén (81.), Peter Brix (84.), Kasper Køhlert (87.) og Kasper Søndergaard (90.)

Advarsler Marienlyst: Ingen

Dagens “man of the match”: Jonas Alsted.

 

Den 29. Maj 2022 af Ejgil Gammelgaard