Søren Pallesen

Søren Pallesen udlignede på straffespark

Efter en energiforladt 1. halvleg lykkedes det Varde på en god 2. halvleg at udligne gæsternes pauseføring til slutresultatet 1-1, selv om holdet blev reduceret til 10 mand midt i halvlegen, da Rasmus Jesen modtag sit 2. gule kort.  

Trænerstaben havde til kampen valgt stort set samme startformation som i Pokalkampen mod Vejle Boldklub. Dog var Brian Heller tilbage i målet, mens Simon Matras afløste Morten Eggert på højre kant.

Tilsyneladende var flere af hjemmeholdets spillere såvel fysisk som mental slidte efter onsdagens pokalkamp. Der manglede i særdeleshed energi i duellerne, og både første- og andenboldene blev tabt. Den første advarsel kom allerede efter 30 sekunders spil, da Rasmus Kortbæk blev spillet fri i dybden, men heldigvis halvklarede Brian Heller det udmærkede forsøg, og riposten ekspederede Rasmus Jessen ud til hjørnespark.

Hjemmeholdets eneste mulighed i de første 45 minutter faldt efter 5 minutters spil, men symptomatisk for indsatsen før pausen løb Steffen Andersen og Rasmus Jessen i vejen for hinanden, således at afslutningen på det glimrende indlæg fra Simon Matras røg langt forbi mål.

Midt i halvlegen måtte Brian Heller igen diske op med en fornem redning efter en ny stikning i dybden, men på det efterfølgende hjørnespark svigtede kommunikationen total i Varde forsvaret, og en helt fri Peter Eriksen fik både til og plads til at sparke bolden i nettet fra kanten af feltet.

Fuld fortjent ét målsføring til gæsterne ved pausen, som Varde spillerne ikke kunne indvende noget imod.

Det var tydeligt, at der var blevet talt med alvorsord i pausen. Varde spillerne kom ud med et helt andet energiniveau og allerede efter 3 minutters spil burde udligningen være kommet. Martin Thomsen blev spillet helt fri i straffesparksfeltet af Rasmus Harm, men desværre røg afslutningen fra Thomsen langt forbi. Efter 10 minutters spil havde gæsternes Jonas Brix Svenningsen et godt langskudsforsøg, som tog tog overkanten af overliggeren og røg til målspark.

Varde fortsatte dog presset mod gæsternes mål og på et hjørnespark fra Rasmus Harm var en Viby forsvarer tæt på at heade bolden i eget net. Desværre ramte hovedstødet Martin Thomsen og bolden røg lige forbi stolpen i stedet for at havne i netmaskerne. I det 68. minut blev hjemmeholdet dog alvorlig handicappet i bestræbelserne på at komme frem til en udligning, da Rasmus Jessen modtog sit andet gule kort for brokkeri, og måtte forlade banen.

Hjemmeholdet opgav dog ikke håbet, men øgede presset yderligere, nu kun med 3 mand i bagerste kæde. Udligningen faldt med et kvarter igen af kampen, da Jesper Svennesen blev nedlagt i det kriminelle felt. På det efterfølgende straffespark scorede Søren Pallesen usvigelig sikkert.     

Efter udligningen gik Varde fortsat efter sejren og Steffen Andersen var tæt på blot et par minutter senere efter godt forarbejde af Jeppe Carstensen. Den kompromisløse satsning var dog tæt på at koste i den anden ende med blot 3 minutter tilbage af kampen. Heldigvis viste Brian Heller igen klassen og parerede afslutningen fra en helt fri Peter Eriksen fra kanten af feltet, efter godt omstillingsspil fra gæsternes side. I kampens overtid kunne Steffen Andersen med lidt held have sikret Varde sejren, men han halvkiksede på et godt indlæg fra venstre kant, og således sluttede kampen ganske passende 1-1. Hjemmeholdet kunne have sikret sig sejren på den gode 2. halvleg, men omvendt kunne kampen have været tabt allerede efter de første 45 minutter.

Hos Varde var der debut til den 19. årige Rasmus Svennesen, som afløste Martin Thomsen efter en times spil.

Cheftræner Jørn Bach lagde efter kampen heller ikke skjul på, at var negativ overrasket over det lave bundniveau før pausen, men var til gengæld tilfreds med indsatsen efter pausen. “Spillerne viste stor moral, ikke mindst efter at vi var reduceret til 10 mand. Arbejdshandskerne blev nu for alvor taget i brug de sidste 25 minutter, og med lidt held havde vi vundet kampen. Set over hele kampen og jeg dog tilfreds med det ene point”, lød det fra cheftræneren umiddelbart efter kampen.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor holdet møder Randers Freja på udebane.

Matchfacts Varde IF Elite – Viby IF

Resultat: 1-1 (0-1)

0-1 Peter Eriksen (23.)

1-1 Søren Pallesen (75. str.)

Udvisning: Rasmus Jessen (68.)

Dommer: Esad Deronjic

Tilskuere: 131

Varde: Brian Heller – Tobias Jeremiassen, Kristoffer Sørensen, Rasmus Jessen, Jesper Svennesen – Søren Pallesen, Søren Nørgreen – Simon Matras (59. Jeppe Carstensen), Steffen Andersen, Martin Thomsen (61. Rasmus Svennesen – Rasmus Harm (90. Morten Gregersen).      

Advarsler: Rasmus Jessen (65. og 68.)  

 

18. August 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

    

 

 

Comments are closed.