Femte sejr på stribe

Vardes DS hold vandt i dag den 5. sejr på stribe, da VSK Aarhus blev besejret med 2-0 på kunstgræsbanen ved Sydbank Stadion. Spillet var mindre prangende end i de foregående kampe, om end sejren var fuldt fortjent.

Med kaptajnen tilbage i midterforsvaret overtog Nicolaj Andreasen  venstre forsvarsposition i stedet for den skadede Joachim Puggard; ellers var startformationen den samme som i sidste weekend mod Oure FA.

De første 45 minutter var en ret rodet affære med en lige fordeling af spillet. Varde var dog klart skarpest i felterne, og kunne fortjent gå til pausen med en 1-0 føring.

Føringsmålet faldt efter 16 minutters spil, da Varde efter et hjørnespark til gæsterne pludselig var 3 mod 1 i omstillingen, og på Niclas Holms indlæg havde Mathias Backs nemt ved at bringe hjemmeholdet i front. 4 minutter senere var Backs igen tæt på, da han på et indlæg fra Nicolaj Forst sparkede bolden lige forbi stolpen.

Efter godt en halv times spil var Mikkel Rohde uhyre tæt på at øge føringen, da hans frisparksforsøg lige uden forfeltet prellede af på stolpen.

Gæsternes eneste reelle mulighed de første 45 minutter tilfaldt den tidligere Varde spiller Daniel Eugster, som udnyttede lidt tøven af Simon Jelstrup og Kristoffer Sørensen til at smutte igennem, men hans afslutning røg forbi stolpen.

Gæsterne kom bedst ud efter pausen, og var tæt på at udligne i det første minut. Gustav Juhl Skov tog chancen fra kanten af feltet, men heldigvis klarede overliggeren for Sune Nissen.

Herefter fik Varde spillerne igen greb om tingene, og 5 minutter senere var Niclas Holm tæt på efter en frispilning af Mathias Backs i dybden. Det lykkedes dog keeperen at parere til hjørnespark. Få minutter senere havde Mikkel Rohde en kanonafslutning fra distancen, som keeperen med møje og besvær fik fistet over til et hjørnespark.

Målet til 2-0 faldt efter 20 minutters spil, da Mathias Backs fikst trak sig fri på venstre kant, og på hans indlæg sendte Niclas Holm bolden i nettet. 5 minutter senere headede Kenneth Lund bolden i nettet på et indlæg fra Nicolaj Forst, men målet blev annulleret for off side.

Alle forventede nu, at Varde holdet ville cruise sejren hjem, men det lykkedes ikke helt helt. I slutfasen havde gæsterne flere muligheder for at genskabe spændingen i kampen. I det 87.minut måtte Sune Nissen fiste en frisparksbold fra Daniel Eugster lige over overliggeren, og på det efterfølgende hjørnespark var en anden tidligere Varde spiller Claus Jesen tæt på med et hovedstød, men igen var Sune Nissen en sikker sidste skanse i Varde målet. Endelig i det 90. minut sendte gæsternes Mats Wierzba en frisparksbold på overliggeren, hvilket var det sidste forsøg fra gæsterne på at ændre slagets gang.

Cheftræner Søren Pallesen var selvsagt yderst tilfreds med holdets 5. sejr på stribe, men lagde ikke skjul på, at holdet i dag ikke helt nåede niveauet fra de foregående kampe: “Kampen former sig ikke helt på vores præmisser i dag. Vi sparker for meget og spiller for lidt. Rummene var så afgjort til stede, men for ofte sparker vi lange bolde fra bagkæden op til de forreste”, lød det fra cheftræneren, som også havde roser til de to tidligere Varde spillere Daniel Eugster og Claus Jessen: “Begge var blandt de bedste hos aarhusianerne, og har udviklet sig rigtig godt efter skiftet til VSK.

Med sejren rykker Varde holdet op på tredjepladsen i tabellen og har ligesom Kolding B 31 points. Netop Kolding B er Varde holdets næste modstander, når de to hold tørner sammen på Mosevej i Kolding mandag den 30. April kl. 18.30.

Matchfacts Varde IF – VSK Aarhus:

Resultat 2-0 (1-0)

1-0 Mathias Backs (16.)

2-0 Niclas Holm (65.)

Dommer: Lars Bo Larsen

Tilskuere: 120

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Nicolaj Andreasen (64. Søren Jelstrup) – Nicolaj Forst, Jakob Andreasen, Mikkel Rohde (77. Thomas Kirkegaard Jensen), Lasse Holm – Mathias Backs, Kenneth Lund (81. Oliver Østergaard), Niclas Holm.

Ikke benyttet: Mikkel Møller Simonsen

Advarsler Varde: ingen

Advarsler VSK Aarhus: Andreas Pallesen (25.) og Andreas Bak Kristensen (68.)

 

Den 21. April 2018 af Ejgil Gammelgaard