Efterårets første sejr i hus

 

Efter nederlag til Marstal/Rise sidste lørdag i DS og nederlag i onsdags til FC Sønderborg i Pokalen lykkedes det endelig lørdag eftermiddag at hente sæsonens første sejr. Kalundborg GB blev sendt tilbage til Sjælland med et nederlag på 2-1, hvor Varde scorede sejrsmålet med 2 minutter igen af ordinær spilletid.

I forhold til premierekampen i Marstal var Varde holdet styrket med mere rutine i startelleveren med Sune Nissen, Søren Pallesen, Kristoffer Sørensen, Kasper Køhlert og Morten Smidt, mens Mikkel Knudsen var forhindret.

Varde var bedst før pausen og havde et spille- og chancemæssigt overtag, som burde have resulteret i mere end det ene mål, der blev scoret lige før pausen.

Morten Smidt havde 3 store hovedstødschancer inden pausen, men ingen af dem resulterede i scoring. Det første faldt efter et kvarters spil, hvor han headede forbi mål. Den næste faldt 10 minutter senere, hvor Daniel Eugster sendte en frisparksbold fra Søren Pallesen ind til Morten Smidt, der fra nært hold headede over. Den tredje og største mulighed faldt med 10 minutter igen af halvlegen, hvor Mads Falk Knudsen fandt ham med et glimrende indlæg, men denne gang var det keeperen det klarede ærterne for gæsterne.

Kalundborg havde deres største mulighed 3 minutter før pausen på en omstilling, men afslutningen havnede i sidenettet.

I næstsidste minut kom så føringsmålet. Morten Smidt fandt en helt fri Niclas Holm med en dyb stikning i feltet, og Niclas takkede for tilbuddet og scorede sikkert.

Hjemmeholdet startede også bedst efter pausen med et par pæne muligheder til Daniel Eugster indenfor de første minutter, men herefter overtog sjællænderne, som havde foretaget 2 udskiftninger i pausen, taktstokken. I de efterfølgende tyve minutter virkede Vardedefensiven særdeles skrøbelig, og gæsterne havde flere muligheder for bringe balance i regnskabet. Heldigvis var træfsikkerheden ikke særlig god.

Midt i halvlegen fik Varde dog bedre styr på spillet, og Morten Smidt var i et par tilfælde tæt på at øge føringen.

Med 10 minutter igen lykkedes det dog Kalundborg at udligne efter et flot angreb, hvor Martin Jensen scorede sikkert uden chancer for Sune Nissen i hjemmeholdets mål.

Kampen var nu helt åben og begge hold forsøgte at få den afgørende scoring ind. Her trak Varde det længste strå med Kristoffer Sørensen hovedstødsscoring i det 88. minut, på et glimrende indlæg fra Søren Pallesen.

Efter næsten 5 minutters over fløjtede dommeren af, og forløsningen hos Varde spillerne var i den grad til at få øje på, samtidig med at spillerne blev klappet fra banen.

Cheftræner Søren Pallesen var da også et stort smil efter kampen: “Vi spiller en god 1. halvleg og 1-0 ved pausen er for lidt. Til gengæld kommer vi under et kraftigt pres i den første halvdel af 2. halvleg, hvor vi giver dem for meget plads til at lægge nogle farlige i dybden. Efter udligningen kan kampen tippe til begge sider, men modsat kampen i Marstal var det i dag os, der havde heldet til sidst. Stort cadeau i dag til de unge spillere i dag, som går ind og tager de nødvendige slagsmål”.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor holdet igen skal en tur til Sønderborg.

Matchfacts Varde IF Elite – Kalundborg GB:    

Resultat: 2-1 (1-0)

1-0 Niclas Holm (44.)

1-1 Martin Jensen (79.)

2-1 Kristoffer Sørensen (88.)

Dommer: Martin Outzen

Tilskuere: 184

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Mathias Backs – Mads Falk Knudsen (52. Emil Rindom Hansen), Kasper Køhlert, Daniel Kristiansen, Niclas Holm – Daniel Eugster (73. Buster Kirchner), Morten Smidt (90. Nicolai Tradsborg).

Advarsler: Nabil Aslam og Sean Karalic begge Kalundborg

 

15. August 2015 af Ejgil Gammelgaard