DS vandt for første gang i foåret og er videre i Pokalen

Med en sejr på 2-1 i lokalopgøret på udebane mod Serie 1 mandskabet fra BV Oksbøl sikrede Varde sig adgang til de afsluttende runder i Sydbank Pokalen under DBU. Sejren var mere overbevisende end cifrene lyder, og bortset fra en kort periode efter hjemmeholdets reducering i det 70. minut havde Varde godt styr på begivenhederne og burde have vundet større. 

Da både Lasse T. Kristiansen og Rasmus Bornhøft var skadesramt var det den 18. årige Oliver Beebensee, der vogtede målet og hermed fik sin debut på 1. holdet. I 4-backkæden var der skiftet ud på 3 pladser, hvor kun Martin Thomsen var tilbage fra kampen mod OKS. Jonas Alsted og Simon Jelstrup indtog backpositionerne, mens Victor Wagner erstattede Peter Brix centralt. På midtbanen erstattede Mads Bonnén Søren Hermansen, mens der var genvalg til resten af startformationen fra OKS-kampen.

Varde greb taktstokken fra kampens start og allerede efter 10 minutters spil var Burak Bozdemir tæt på med et skud på stolpen. Godt 10 minutter senere var Kasper Nissen tæt, på, da han efter en dribling kom alene med keeperen, som dog halvklarede i 1.  omgang, og desværre fik Kasper ikke fat i riposten i 2. omgang.     

Efter en stor mulighed til Simon Jelstrup efter en halv times spil på en aflevering fra Kasper Nissen bragte samme Nissen Varde på 1-0 fire minutter senere, da han omasatte en dyb stikning fra Niclas Holm efter fortjeneste.  

En for lille halvlegsføring efter spil og chancer, hvor hjemmeholdet kun viste tænder i forbindelse med nogle lange indkast ind i feltet, som dog ikke blev rigtig farlige.

Varde fortsatte de gode takter efter pausen og allerede efter få minutters spil øgede Burak Bozdemir føringen 2-0, da han sendte bolden i nettet med et følt langskud, hvor keeperen var fanget ude i feltet. Kasper Nissen burde have lukket kampen til 3-0 efter et kvarters spil, men headede desvære lige på keeperen i helt fri position på et indlæg fra Lasse Holm. Få minuutter senere var Niclas Holm tæt på med en afslutning, som keeperen fik pareret til et hjørnespark.

Et par indskiftninger samt en 10 minutters udvisning til Jonas Alsted gav støj i maskineriet, og med 20 minutter igen af kampen bragte hjemmeholdets Lasse Bandsberg Poulsen spændingen tilbage, da han reducerede på et straffespark dømt for hands i forbindelse med et hjørnespark. Målet gav ny energi til hjemmeholdet, som overtog momentum de næste 8-10 minutter, hvor de kom frem til flere afslutninger som alle dog var langt over eller forbi målet.

Efter et par omrokeringer fik Varde igen fat i spillet og i slutfasen havde holdet flere muligheder for at udbygge sejren. Først var det Niclas Holm, som forsøgte sig, hvor keeperen reddede, og dernæst var det et godt skud fra Søren Hermansen, som keeperen slog ud på stolpen, hvorefter Jonas Alsted skød forbi på riposten.

Med sejren fik holdet for første gang i foråret lejlighed til at synge sejrsmelodien.

Næste kamp i Sydbank Pokalen er den 2./3. August, hvortil der trækkes lod inden sommerferien.

Holdets sidste opgave i foråret e rpå lørdag, hvor holdet ude møder SfB-Oure FA, som forlængst har sikret sig oprykning til 3. Division.           

Matchfacts BV Oksbøl – Varde:

0-1 Kasper Nissen (34.)

0-2 Burak Bozdemir (48.)

1-2 Lasse Bandsberg Poulsen (70. str.)

Dommer: Peter Boye

Tilskuere: Ca. 200

Varde: Oliver Bebensee – Jonas Alsted, Victor Wagner, Martin, Thomsen, Simon Jelstrup (65. Mathias van Beest) – Malthe Kilmark (77. Burak Bozdemir), Lasse Holm, Mads Bonnén (65. Søren Hermansen), Niclas Holm (90.+3 Mads Bonnén) – Kasper Nissen (77. Anders Lauridsen), Burak Bozdemir (70. Simon Jelstrup).

Advarsler Varde: Jonas Alsted (67.)

Advarsler BV Oksbøl: Mikkel Jørgensen (53.)

 

Den 15. Juni 2022 af Ejgil Gammelgaard