DS-holdet tabte til OKS efter en skuffende indsats

Fynboernes høje keeper Adam Petersen tog sig kærligt af alle hjørnesparksindlæggene

Det blev ikke til 3 på stribe for Varde, da holdet på Sydbank Stadion blev besejret med 1-0 af OKS efter en lidt tam indsats. Ydermere blev holdets midtbaneprofil Mikkel Rohde alvorligt skadet, og frygtes ude resten af foråret.

I startformationen var Søren Jelstrup tilbage på venstre back positionen i stedet for Bogi Høgnason Eriksen, Niclas Holm og Peter “ag” Andersen udgjorde de to kanter, hvor de erstattede Nicolaj Forst og Lasse Holm, mens Viktor Skovby startede inde i front i stedet for karantæneramte Nikolaj Andreasen.

De første 45 minutter var en begivenhedsfattig forestilling, hvor OKS scorede på halvlegens eneste reelle målchance efter 34. minutters spil. Efter et frispark fra midten af banen og et par afleveringer var Lasse Grønhold fuldstændig blank foran mål, og havde nemt ved at passere en sagesløs Lasse TK.

Lige før pausen kom Mikkel Rohde desværre alvorligt til skade i en tackling, og måtte bæres fra banen med en læderet ankel.

OKS havde et lille spillemæssigt overtag de første 45 minutter, mens Varde holdet primært på den ujævne bane betjente sig med lange bolde frem til de to angribere. Det lykkedes dog sjældent at holde fast i bolden, hvor savnet af Nikolaj Andreasen var mærkbart, og reelle afslutninger på mål kom der ingen af. Der var for stor afstand mellem kæderne, og som regel var der kun en enkelt Varde spiller i feltet på indlæggene.

I de sidste 45 minutter steg underholdsværdien en anelse og hjemmeholdet prøvede i større udstrækning at spille sig frem til afslutningsmuligheder uden at det dog bar frugt med undtagelse af en række hjørnespark, som desværre alle havnede lige i hænderne på fynboernes høje keeper, Adam Petersen.

Efter et kvarters spil af halvlegen havde OKS en forrygende 5 minutters periode med 4 store scoringsmuligheder. Først måtte Lasse TK agere redningsmand på et skud fra nært hold, dernæst ramte TK på et udspark en OKS spiller, som hermed var helt fri, men TK klarede efterfølgende selv paragrafferne. To minutter senere måtte Niclas Holm agere redningsmand på stregen efter et hjørnespark, og efter et nyt hjørnespark i samme minut ramte en OKS spiller overliggeren.        

Herefter fik Varde kæmpet sig tilbage i kampen og de sidste 10 minutter forsøgte man at lægge yderlige pres mod fynboernes mål ved at flytte Mikkel Blåholm frem i angrebet, dog uden resultat.

Alt i alt en skuffende indsats, hvor det offensive spil aldrig blev foldet ud mod et godt organiseret OKS mandskab. Derimod fungerede defensiven igen godt, hvor man havde godt styr på rækkens topsorer, Alexander Mose.

Varde holdets næste opgave er på onsdag, hvor Tarup/Paarup er modstanderen på Sydbank Stadion med kampstart kl. 18:30.        

Matchfacts Varde – OKS:   

Resultat: 0-1 (0-1)

0-1 Lasse Grønholt (34.)

Dommer: Martin Kjærgård

Varde: Lasse T. Kristiansen – Jonas Alsted, Kristoffer Sørensen, Mikkel Blåholm, Søren Jelstrup (83. Bogi Hognason Eriksen) – Niclas Holm (69. Lasse Holm), Mikkel Rohde (44. Andreas Blåholm), Jesper “mc” Christiansen, Peter “ag” Andersen (46. Nicolaj Forst) – Kasper Køhlert og Viktor Skovby.

Ikke benyttet: Mads Bonnen og Rasmus Bornhøft.

Advarsler Varde: Jonas Alsted (61.)

Advarsler OKS: Carsten Geipel (81.)

 

Den 18. April 2021 af Ejgil Gammelgaard