Arbejdssejr over Hedensted

Steffen Andersen
Steffen Andersen spillede en stor kamp og kronede værket med føringsmålet til 1-0

Varde IF Elite vandt lørdag eftermiddag en yderst fortjent arbejdssejr på 2-0 over Hedensted efter en intens og publikumsvenlig match, som først blev lukket i tillægstiden. Ved pausen var stillingen 1-0.

I forhold til kampen mod Aarhus Fremad 2. Påskedag var der flere ændringer i startformationen. Søren Pallesen havde placeret sig selv på højre back pladsen i stedet for Tobias Jeremiassen, mens Jesper Svennesen var tilbage på venstre back i stedet for Rasmus Svennesen. I angrebet var Steffen Andersen tilbage efter skade, hvor han erstattede karantæneramte Jesper Lund.

De første 45 minutter var en yderst jævnbyrdig affære med en masse dueller mellem felterne. Målchancer var der ikke mange af, men Varde havde dog enkelte halve chancer inden Steffen Andersen i det 42. minut bragte Varde foran 1-0 efter en glimrende frispilning i dybden af Mikkel Knudsen. Steffen Andersen styrtede direkte mod mål, og udplacerede sikkert Dennis Rungkvist i østjydernes mål.

Esben Lauridsen måtte desværre nødtvunget udgå inden der var spillet en halv time, da forstrækningen i baglåret brød op. Esben blev erstattet af Rasmus Harm. 

Efter en lille pep talk i pausen lagde Varde holdet stærkt ud i de sidste 45 minutter. Kasper Køhlert ramte overliggeren på et indlæg efter 3 minutters spil og 5 minutter senere troede Varde lejren at 2-0 var en kendsgerning efter et godt hovedstød af Kasper Køhlert på Steffen Andersens oplæg. Det lykkedes dog en Hedensted forsvarer mirakuløst at nå tilbage og ekspedere bolden væk på stregen. 2 minutter senere var det Simon Matras, der var tæt på efter en fremragende aflevering af Søren Pallesen, men Denneis Rungkvist diskede op med en flot redning på hovedstødsforsøget.

Kort efter blev Simon Matras erstattet af Martin Thomsen, mens Steffen Andersen midt i halvlegen måtte udgå med begyndende krampe efter en jætteindsats, hvor han vandt stort set alle dueller han var involveret i. Steffen blev erstattet af Jeppe Carstensen, som gik ind på højrekanten, mens Kasper Køhlert overtog Steffens plads.

Det sidste kvarter forsøgte hjemmeholdet konsekvent at pumpe boldene op i Vardes straffesparksfelt, men bortset fra et par hjørnespark havde Varde forsvaret nemt ved at neutralisere forsøgene. I takt med at Hedensted satsede mere og mere blev Vardes kontraer tilsvarende mere giftige. I de 80. minut var Kristoffer Sørensen tæt på at slippe igennem på et commando raid, men hjemmeholdets Nicolai Givskov stoppede ham med et professionelt frispark, som korrekt indbragte et gult kort.

I næstsidste minut var Mikkel Knudsen meget tæt på med et skud fra kanten af feltet, men det lykkedes igen Dennis Rungkvist med det yderste af neglene at vippe det flade skud skud uden om stolpen. Endelig i det 92. minut blev kampen definitivt lukket, da Rasmus Harm på en god hovedstødsaflevering fra Jeppe Carstensen afdriblede Dennis Rungkvist og sikkert scorede i det tomme mål.

Yderst fortjent sejr til Varde-holdet efter en gennmeført meget solid holdindsats, og hvor østjyderne viste sig at være lige så vanskelig en modstander som forventet.

Med sejren og Vibys nederlag til Hobro øgede Varde afstanden ned til nr. 3 i tabellen til 6 points. 3. pladsen indtages nu af Kjellerup, som besejrede Randers Freja med 5-1.

Varde holdets næste opgave er på lørdag, hvor AaB gæster Sydbank Stadion.

Matchfacts Hedensted – Varde:

Resultat: 0-2 (0-1)               

0-1 Steffen Andersen (42.)

0-2 Rasmus Harm (90.+2)

Tilskuere:   Ca. 200

Dommer: Morten Krogh

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert, Thomas Warmer, Mikkel Knudsen, Simon Matras (59. Martin Thomsen) – Esben Lauridsen (28. Rasmus Harm) og Steffen Andersen (66. Jeppe Carstensen).

Advarsler Varde: Rasmus Harm

Advarsler Hedensted: Nicolai Givskov (80.)

 

26. April 2014 af Ejgil Gammelgaard