Selv om Varde stort set dominerede samtlige 90 minutter mod rækkens duks Aarhus Fremad måtte holdet nøjes med det ene point. Kampen sluttede 1-1 efter en føring til aarhusianerne på 1-0 ved pausen.  

Trænerstaben havde valgt samme startopstilling som i sidste weekends kamp mod Hobro, og holdet lagde da også ud med et højt pres på modstanderne fra kampens start. Det affødte da også en række flotte indlæg fra kanterne, hvor især Martin Thomsen tydeligvis havde fået tilført ekstra selvtillid qua sine 2 scoringer mod Hobro, men desværre manglede skarpheden foran mål. Kampens første store mulighed efter 20 minutters spil tilfaldt Jeppe Carstensen, som sled sig fri i feltet, men desværre afsluttede lige forbi  stolpen. Blot 2 minutter senere blev Rasmus Harm spillet fri af Søren Pallesen, men desværre halvkiksede Harms afslutningen, som ligeledes røg forbi.     

I det 38. minut var Rasmus Harm endnu tættere på, da han fra kanten af feltet hamrede bolden på overliggeren, hvorfra den røg i spil igen.  Hjemmeholdet havde en enkel god mulighed med 5 minutter igen af halvlegen efter en standardsituation, men heldigvis var hovedstødet fra kort afstand upræcis og strøg langt forbi målet.

I halvlegens sidste minut kom så føringsmålet til aarhusianerne, som var en af de mere komiske af slagsen. Tobias Jeremiassen halvkiksede en clearing til Jesper Svennesen midt på egen banehalvdel med det resultat, at hjemmeholdets Jakob Møberg snuppede bolden og forsøgte at lobbe bolden over Jonas F.C., som var langt ude af sit mål. Det lykkedes dog Jonas F.C. at nå tilbage og redde forsøget, men bedst som man troede at faren var drevet over, mistede han balancen og tabte bolden ind i målet.

En kold spand vand i hovedet på Varde spillerne, som havde gjort det rigtig fornuftigt de første 45 minutter og burde have ført med mindst 2 mål ved pausen.

Varde fortsatte med at presse hjemmeholdet i bund fra starten af 2. halvleg, og allerede efter 5 minutters spil lykkedes det Martin Thomsen at bringe balance i regnskabet. På en god aflevering fra Thomas Warmer afsluttede Thomsen flot fra kanten af feltet, og bolden drønede i nettet uden chancer for hjemmeholdets keeper. 5 minutter senere burde Rasmus Harm have bragt Varde i front, men fra ganske få meters afstand og midt for målet lykkedes det ham at sparke forbi målet. 

Efter en times spil afløste Simon Matras Jeppe Carstensen på højre fløj, og Simon lagde ud med flere giftige indlæg fra kanten, men desværre kneb det påny med målinstinktet i feltet. Selv om Varde fortsat pressede på resten af halvlegen for at hente alle 3 points lykkedes det ikke at komme frem til de oplagte scoringsmuligheder i slutfasen, og Varde spillerne måtte skuffede forlade banen med det ene point, mens aarhusianerne jublede over deres det ene.

Cheftræner Jørn Bach var da også særdeles skuffet over kampens resultat. “I dag taber vi 2 points, efter at have spillet en rigtig god kamp og domineret total. Indstillingen kan der ikke klages over, vi vinder de fleste dueller og kæderne hænger godt sammen. Desværre er vi ikke skarpe nok foran mål, og forærer et mål væk, så der er også noget vi skal hjem og arbejde med”, lød det fra cheftræneren umiddelbart efter kampen.

Påny en flot indsats af Thomas Warmer, som sammen med Søren Pallesen fuldstændig sad på midtbanen. Det centrale forsvar med Søren Nørgreen og Kristoffer Sørensen havde heller ikke problemer med at holde gæsternes fra fadet, og bortset fra et par gode indgreb i forbindelse med hjørnespark havde Jonas F.C. stort set intet at bestille.  

Vardes næste opgave er førstkommende lørdag, hvor Hedensted gæster Sydbank Stadion. Kampen spilles som sædvanlig kl. 15.00.

Matchfacts Aarhus Fremad – Varde IF Elite:    

Resultat 1-1 (1-0)

1-0 Jakob Møberg (45.)

1-1 Martin Thomsen (50.)

Dommer: Simon Gade Ziegler

Tilskuere: Ca. 50

Varde: Jonas F.C. – Tobias Jeremiassen, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Jeppe Carstensen (59. Simon Matras), Søren Pallesen, Thomas Warmer, Martin Thomsen – Steffen Andersen, Rasmus Harm (80. Rasmus Svennesen).

Ikke benyttet: Morten Gregersen

Advarsler: Jesper Svennesen (85.)

 

8. September 2013 af Ejgil Gammelgaard

      

 

Comments are closed.