Ærgerligt pointstab

Kaptajnen ydede sædvanen tro en stor præstation i det centrale forsvar og var i slutfasen tæt på at afgøre kampen til Vardes fordel.

Efter en halvsløj indsats måtte Varde nøjes med det ene point i hjemmekampen mod oprykkerne fra Otterup. Gæsterne udlignede til 1-1 med 5 minutter igen af kampen, og trods et mega pres og store muligheder i slutfasen lykkedes det ikke Varde at hive sejren og de 3 points i land.

Som ventet blev det Nicolaj Forst, som erstattede Mikkel Knudsen på den defensive midtbane, hvilket gav plads til Søren Jelstrup på højre kant.

Trods hård modvind de første 45 minutter havde Varde holdet et spillemæssigt overtag, men bortset fra scoringen efter en god halv times spil ved Mathias Backs affødte det ikke de store scoringsmuligheder. Derimod havde gæsterne et par store chancer,  uden at det dog lykkedes at komme på måltavlen.

Hjemmeholdest første forsøg indenfor målrammen resulterede i pauseføringen på 1-0, da Mathias Backs headede Joachim Puggaards indlæg i nettet. Med 5 minutter igen af halvlegen var gæsterne uhyre tæt på udligning efter et hjørnespark, men Mikkel Rohde stod godt placeret på stregen og fik afværget situationen.

Med vinden i ryggen de sidste 45 minutter var det forventet, at Varde ville sætte sig på spillet og cruise sejren hjem. Det lykkedes dog langt fra og indtil de sidste 10 minutter af kampen plus tillægstiden var gæsterne bedst og sad på det meste af spillet.

Efter et farligt Otterup forsøg i det første minut af halvlegen, hvor afslutningen røg over mål, havde Sune Nissen efterfølgende efter godt et kvarters spil et par gode redninger på giftige forsøg fra Otterups side.

1-0 føringen holdt dog og i de sidste 10 minutter overtog hjemmeholdet total styringen. Indenfor  3 minutter havde Varde spillerne 3 store muligheder for at lukke kampen. Først brændte Mathias Backs på en friløber, hvor vinklen blev for spids, dernæst var det indskiftede Rasmus “mc” Christiansen, som afsluttede alt for svag efter at være spillet fri i feltet og endelig var det Mathias Backs, som ved bagerste stolpe sparkede bolden på tværs af målet på Lasse Holms glimrende aflevering.

Et par minutter senere skete så det, der ikke måtte ske. På en omstilling var der pludselig en Otterup spiller fri i feltet, og Nikolaj Andreasens tacling blev korrekt takseret til et straffespark, som Mark Tubæk sikkert eksekverede til 1-1.

I resten af kampen var fynboerne presset helt i bund, men på trods af 4-5 store muligheder lykkedes det ikke at få scoret. Nikolaj Andreasen sparkede på stolpen efter et hjørnespark, Jakob Andreasen sparkede over mål fra få meters afstand og i tillægstiden opstod der en kæmpe klumpspilssituation, hvor det til sidst dog lykkedes gæsterne at få bolden ekspederet ud af farezonen.

Stor ærgrelse i Varde lejren efter kampen: “Defensivt gør vi det OK, men offensivt træffer vi alt for mange forkerte beslutninger og laver for mange tekniske fejl”, lød det fra cheftræneren, som dog var tilfreds med spillernes indsats. “Husk, vi ligger stadigvæk nummer 1 og næste lørdag gælder det topkampen mod Næsby”, lød slutordene fra Søren Pallesen.

Kampen mod Næsby afvikles på lørdag på Næsby Stadion med kampstart kl. 14.00.

Matchfacts Varde IF – Otterup B&IK:     

Resultat 1-1 (1-0)

1-0 Mathias Backs (31.)

1-1 Mark Tubæk (85. str.)

Dommer: Benjamin Sefarovic

Tilskuere: 130.

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup, Nikolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Søren Jelstrup (77. Jakob Andreasen), Nicolaj Forst, Mikkel Rohde, Lasse Holm – Mathias Backs, Mikkel Blåholm (63. Rasmus “mc” Christiansen.

Ikke benyttet: Lasse T. Kristiansen og Peter Brix.

Advarsler Varde: Nicolaj Forst (45.).

Advarsler Otterup: Mark Tubæk (30.) og Lasse Rasmussen (90.+4).

 

Den 22.September 2018 af Ejgil Gammelgaard