Varde måtte desværre nøjes med et enkelt point i udekampen mod Vejgaard lørdag eftermiddag. Trods massiv overvægt i såvel spil som chancer gennem stort set hele kampen måtte Varde spillerne se at godt fightende hjemmehold udligne i slutminutterne til 2-2 på straffespark. Pausestillingen var 1-1.

Varde, som stillede med samme startformation som i de to seneste kampe, brugte de første 10 minutter på at kigge modstanderen ud, hvorefter Varde var total dominerende resten af halvlegen, hvor man lagde et højt pres på hjemmeholdet.  Det affødte flere gode muligheder inden for den første halve time inden det lykkedes Steffen Andersen at bringe Varde i front på et glimrende langskud, efter energisk presspil af Rasmus Harm.

I de efterfølgende minutter havde Steffen Andersen 2 store chancer for at øge føringen. Først var det et frispark eksekveret af Rasmus Harm, som i første omgang blev halvklaret af målmanden, men på risposten sparkede Steffen forbi mål fra få meters afstand. Dernæst var det et glimrende indlæg fra højre side, som det heller ikke lykkedes for en fri Steffen Andersen at score på.

Bedst som alle havde indstillet sig på en efter spil og chancer for lille pauseføring på 1-0, lykkedes det hjemmeholdet at udligne på deres eneste mulighed i de første 45 minutter. På en flot pasning i dybden inden om Jesper Svennesen firsttimede hjemmeholdets Patrick Osuna-Florentz bolden i nettet minutttet før pausefløjtet.

Varde spillerne lod sig dog ikke gå på af udligningen, men fortsatte ufortrødent med det høje presspil efter pausen. Steffen Andersen havde et godt hovedstødsforsøg i det første minut, som røg lige over stangen. Minuttet efter fik Tobias Jeremiassen afværget i forsøg fra hjemmeholdet, hvor han fik tacklet i sidste øjeblik. Herefter var det igen Vardes tur, og Steffen Andersen og Rasmus Harm havde begge et par gode afslutniger, som strøg lige over mål.

Målet til 2-1 faldt i det 59. minut, hvor Martin Thomsen sparkede bolden i nettet fra ca. 25 meter efter glimrende forarbejde af Rasmus Harm på højrekanten. Herefter pressede Varde yderligere på for at punktere kampen med en scoring til 3-1. Midt i halvlegen var det da også tæt på at lykkes i forbindelse med 3 hjørnespark i træk, men på afslutningerne lykkedes det hver gang det godt kæmpende Vejgaard forsvar at få en fod på bolden.

Med et kvarter tilbage af kampen begyndte Varde spillerne at vise svaghedstegn defensivt, og hjemmeholdet var i et par tilfælde tæt på at overliste Varde forsvaret, som dog klarede frisag indtil det 88. minut, hvor Tobias Jeremiassen puffede en modstander omkuld i feltet. På det efterfølgende straffespark udlignede Søren Lynge for hjemmeholdet.

I kampens døende sekunder var Kristoffer Sørensen meget tæt på at hive alle 3 med hjem til Varde, men desværre headede han få centimeter forbi stolpen på Jesper Svennesen præcise indlæg.

Det var således en flok ærgerlige Varde spillere der forlod  Vejgaards hyggelige anlæg – Soffy Road – efter en kamp, hvor man igen havde følelsen af at have tabt 2 points frem for at have vundet et enkelt. “Som forventet en kamp  med mange dueller og talrige frispark. Indsatsen er der ikke noget at klage over, men evnen til at omsætte chancer til mål kniber det kolossalt med”, lod det fra cheftræner Jørn Bach umiddelbart efter kampen. “Måske bruger vi også lidt for mange kræfter på vort presspil, der virkede som om nogle af spillerne mistede koncentrationen lidt til sidst”.

 Med sejre til de andre 4 oprykningskandidater i spidsen af rækken har Varde nu 4 points op til Viby og Kjellerup, som topper tabellen med hver 18 points.

Næste kamp er førstkommende lørdag, hvor Vejlby Risskov (VRI) gæster Sydbank Stadion med kampstart kl. 15.00.

Matchfacts Vejgaard B – Varde IF Elite:

Resultat 2-2 (1-1)

0-1 Steffen Andersen (31.)

1-1 Patrick Osuna-Florentz (44.)

1-2 Martin Thomsen (59.)

2-2 Søren Lynge (88. str.)

Dommer: Steffen L. Christensen

Tilskuere: Ca. 50.

Varde: Brian Heller – Tobias Jeremiassen. Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Jeppe Carstensen (80. Rasmus Svennesen), Niklas Fyhn, Søren Pallesen, Martin Thomsen (76. Simon Matras) – Rasmus Harm (90. Lennart Borgvardt), Steffen Andersen.

Advarsler: Jeppe Carstensen (55.) og Tobias Jeremiassen (87.) 

 

5. Oktober 2013 af Ejgil Gammelgaard 

       

                       

 

Comments are closed.