Ægte hattrick af “blå” fuldendte et vanvittigt come back

Mikkel Blåholm sikrede med et vaskeægte hattrick i slutfasen sejren efter et vanvittigt come back

Med et vaskeægte hattrick i slutfasen fuldendte “Blå” et vanvittigt come back for Varde holdet i efterårets sidste kamp

Efter at have været helt nede i sækken og overlevet adskillige gode muligheder til gæsterne for at snørre sækken lykkedes det på forunderlig vis Varde holdet at vende 0-2 til 3-2 i slutfasen i kampen mod Aarhus Fremad. Alle 3 mål blev scoret af Mikkel Blåholm.

Startelleveren var uændret i forhold til sidste weekends kamp mod Tarup/Parup, da det heldigvis viste sig, at Simon Olesen var blevet klar.

De første 45 minutter var en forholdsvis lige affære, hvor gæsterne havde et lille spillemæssigt overtag, mens de relativ få antal chancer var ligeligt fordelt. Lasse TK leverede en glimrende redning midt i halvlegen, da gæsternes Jesper Richter Pedersen blev spillet fri dybden, men TK parerede flot til hjørnespark. Munuttet efter var Lasses Holm tæt på at fange gæsternes keeper med et fremragende lob, men desværre røg bolden lige over tværribben.

Varde fik en skidt start på de sidste 45 minutter, og allerede efter 5 minuttes spil var det tæt på at gå galt. Lasse TK mistimede et indgreb udenfor feltet, men heldigvis nåede Aarhus Fremad spilleren først bolden på baglinjen, og på det efterfølgende indlæg skærmede Blåholm effektivt af, således at gæsterne ikke kunne komme frem til en afslutning.

Der var dog tale om en stakket frist for Varde holdet for 5 minutter blev det 1-0 på et uheldigt mål. Andreas Koch i off side position i feltet blev ved et uheld spillet fri af en Varde spiller, og havde ingen problemer med at passere Lasse TK.

To minutter senere var det tæt på 2-0, da et skudforsøg tog foden af stolpen, og minuttet efter blev der dømt straffespark mod Mikkel Blåholm. Umiddelbart forekom kendelsen helt misvisende, men retfærdigheden skete fyldest, da Lasse TK halvklarede skuddet fra pletten, og den efterfølgende scoring blev underkendt for et frispark begået mod Victor Wagner.

Gæsterne fortsatte dog med at lægge pres på Varde-målet og få minutter senere resulterede det i et selvmål af Mikkel Blåholm i en hårdt presset situation på et indlæg.

Herfter foretog trænerstaben en taktisk ændring, hvor Peter Brix blev smidt ind i det centrale forsvar og Mikkel Blåholm rykket helt i front.

Et par minutter senere havde gæsterne den første store mulighed for at snørre sækken, men afslutningen strøg lige forbi stolpen. Få minutter senere gav Blåholm Varde nyt håb, da han udnyttede at keeperen var på skovtur og sparkede en aflevering fra Malthe Kilmark i nettet. Minuttet efter havde Simon Matras en gylden mulighed for at bringe balance i regnskabet. men i fri position på en aflevering fra Blåholm sparkede han langt over mål.

I den efterfølgende periode havde gæsterne flere oplagte muligheder for igen at bringe sig på sikker sejrskurs, men kynismen manglede i den grad og med 2 minutter tilbage af den ordinære spilletid udlignede Blåholm til 2-2 på en assist fra Bogi.

Nu lugtede Varde holdet for alvor blod, og efter at et hovedstød efter hjørnesparksindlæg blev reddet på stregen lykkedes det “Blå” at heade sejrsmålet ind efter et nyt hjørnesparksindlæg.

Vanvittigt comeback og sejr efter en kamp, som i forhold til spil og chancer vel burde have endt med en sejr til gæsterne på 6-3 eller 7-3. Men hatten af for hjemmeholdet, som igen udviste en fantastisk fightervilje kampen igennem og stor kynisme i de afgørende faser i slutningen af kampen.

Med de 3 points overvintrer Varde på en delt 5. plads sammen med netop Aarhus Fremad og med 6 points ned til FC Sydvest 05 og Hedensted, der indtager de nederste to pladsen. Efterårsmissionen er således lykkedes langt over forventnng efter den store spillerafgang i sommerpausen.            

Matchfacts Varde IF – Aarhus Fremad:

Resultat 3-2 (0-0)

0-1 Andreas Koch (56.)

0-2 Mikkel Blåholm (64. selvmål)

1-2 Mikkel Blåholm (74.)

2-2 Mikkel Blåholm (88.)

3-2 Mikkel Blåholm (90.+3)

Dommer: Nanna Løf Mørch Andersen

Tilskuere: 110

Varde: Lasse T. Kristiansen – Simon Jelstrup, Victor Wagner, Mikkel Blåholm, Bogi Høgnason Eriksen – Lasse Holm, Mads Bonnén (67. Peter Brix), Simon Olesen (82. Søren Hermansen), Niclas Holm – Simon Matras og Kasper Køhlert (30. Malthe Kilmark).

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft, Mathias van Beest og Anders Lauridsen

Advarsler Varde: Lasse Holm (59.)

Advarsler Aarhus Fremad: Janus Didriksen (81.)

Tilskuere: 110

Dagens “man of the match”: Mikkel Blåholm.

 

Den 6. November 2021 af Ejgil Gammelgaard