4 på stribe

JGP
Unge Joachim Puggaard satte det sidste søm i med sin flotte scoring til 4-0

Fredag aften hentede Varde en storsejr på 4-0, da holdet ude besejrede Akademiholdet fra Oure. Sejren blev grundlagt på et gyldent kvarter i 1. halvleg, hvor holdet scorede 3 gange, mens det sidste søm blev slået i efter 5 minutters spil af 2. halvleg.

Karantæneramte Mikkel Knudsen var erstattet af Thomas Kirkegaard Jensen på den defensive midtbane, ellers var startformationen uændret i forhold til de foregående 3 kampe.

Helt som forventet havde fynboerne kampen igennem et spillemæssigt overtag, hvor bolden blev skubbet rundt i hurtige pasninger, men længere end 5-10 meter foran Vardes straffesparksfelt nåede holdet praktisk talt aldrig og omstillingerne blev aldrig farlige. Cheftræner Søren Pallesen havde lagt den helt rigtige game plan, som blev fulgt til punkt og prikke. Kompakt defensiv med stor tålmodighed tilsat giftige omstillinger var den rigtige medicin mod de fynske teknikere.

Kampens første chance og praktisk talt den eneste gang, hvor Sune Nissen for alvor måtte træde i aktion, faldt efter 12 minutters spil, hvor Sune med en feberredning fik afværget et skudforsøg ved foden af den ene stolpe.

I den efterfølgende periode bølgede spillet frem og tilbage uden chancer til nogen af holdene inden Dogan Özcelik efter godt 25 minutters spil fra ca. 20 meters afstand hamrede bolden i mål uden chancer for den fynske keeper. 5 minutter senere gjorde Morten Smidt det til 2-0, da han omsatte en glimrende aflevering fra Niclas Holm efter fortjeneste og 5 minutter før pausen kunne Lasse Holm øge til 3-0 efter et flot gennemspillet angreb, hvor Dogan Özcelik først vinder en direkte duel, derefter spiller Morten Smidt i dybden, som afleverer på tværs i feltet til Lasse Holm, som blot skulle sætte indersiden på.

Energiske Dogan Özcelik måtte i pausen lade sig udskifte med en tåskade og blev erstattet af Mads Falk Knudsen.

Efter 5 minutters spil af 2. halvleg faldt kampens sidste mål, igen efter flot og effektivt omstillingsspil. Mathias Backs og Morten Smidt kombinerede sig igennem på højre kant, og Niclas Holm videreekspederede Smidts pasning til en helt fri Joachim Puggaard, som flugtede bolden i netmaskerne.

Herefter gik Varde i defensiv mode, hvor resultatet blot skulle køres hjem, hvilket lykkedes uden større problemer. Fynboerne havde et massivt spillemæssigt overtag, men Varde målet var ikke for alvor truet én eneste gang. Undervejs måtte Kristoffer Sørensen lade sig behandle for en dyb flænge i panden, som efterfølgende kostede et besøg på Skadestuen.

Cheftræner Søren Pallesen var da også et stort smil efter kampen: “Ny stor holdpræstation, hvor alle arbejdede stenhårdt gennem samtlige 90 minutter. Fynboerne spillede fuldstændig som forventet, og den lagte game plan fungerede perfekt”. Om modstanderne lød det: “De spiller fodbold på et højt teknisk niveau, men det virker som om selve processen prioriteres højere end points´ene, lidt lige som i ungdomsfodbold”.

Med sejren rykker Varde op på 4. pladsen i tabellen, hvilket dog kan ændres efter weekendens øvrige resultater i denne spillerunde.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor B 1909 gæster Sydbank Stadion.

Matchfacts Oure Fodbold Akademi – Varde IF Elite:   

Resultat 0-4 (0-3)

0-1 Dogan Özcelik (26.)

0-2 Morten Smidt (31.)

0-3 Lasse Holm (40.)

0-4 Joachim Puggaard (50.)

Dommer: Morten Bertelsen

Tilskuere: Ca. 100

Varde: Sune Nissen – Daniel Kristiansen, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mathias Backs (70. Buster Kirchner), Thomas Kirkegaard Jensen, Niclas Holm, Lasse Holm – Dogan Özcelik (46. Mads Falk Knudsen), Morten Smidt (78. Daniel Eugster).

Advarsel Varde: Daniel Kristiansen (89.).

 

16. April 2016 af Ejgil Gammelgaard