1. testkamp lover godt for sæsonen

Sæsonens første testkamp på kunstgræsbanen ved Sydbank Stadion mod 2. divisionsholdet fra FC Sydvest 05 Tønder vidnede klart om, at målsætningen om en placering i top 3 ikke bare er tomme ord. Hjemmeholdet vandt det spillemæssige lige opgør med 3-0 efter halvlegsføring på 1-0.

Trænerstaben havde valgt at anvende hele truppen med undtagelse af de to skadesramte spiller Mikkel Knudsen og Mikkel Schultz samt Daniel Kristensen, der var forhindret på grund af træner kursus. Næsten hele holdet fra 1. halvleg blev derfor udskiftet i pausen med nye friske spillere.

Cheftræner Søren Pallesen var da også særdeles tilfreds med kampens udvikling: “Selve resultatet betyder ikke så meget, men det var særdeles positivt at vi til fulde matchede sønderjyderne spillemæssigt, uanset hvilke spillere der var på banen. Kampen viste klart, at vi har en stor bredde i truppen, og at vi råder over en trup, hvor alle har DS-niveau”.

Næste testkamp er på lørdag, hvor holdet møder Esbjerg fB. Der er kampstart i Esbjerg kl. 14.00.

Matchfacts Varde IF Elite – FC Sydvest 05 Tønder:

Resultat: 3-0 (1-0)

1-0 Morten Smidt (44.)

2-0 Nicolaj Andreasen (83.)

3-0 Daniel Eugster (85.)

Varde 1. halvleg: Sune Nissen – Simon Jelstrup, Peter Brix, Gustav Vind, Joachim Puggaard – Niclas Holm, Kasper Køhlert, Thomas Kirkegaard, Lasse Holm – Benjamin Klaaby og Morten Smidt.

Varde 2. halvleg: Lasse T. Kristiansen – Simon Jelstrup (77. Gustav Vind), Kristoffer Sørensen, Jacob Hansen, Joachim Puggaard – Mathias Dahl, Nicolaj Andreasen, Morten Jepsen, Lasse Holm (68. Niclas Holm)  – Daniel Eugster og Rasmus “MC” Christiansen.

 

4. februar 2017 af Ejgil Gammelgaard